Råderet

 

Dine muligheder og rettigheder for at forbedre/forandre din bolig.

Som beboer har du både mulighed for, og ret til, at foretage forbedringer, forandringer og installationer i din bolig. Det kræver dog, at arbejdet er ’håndværksmæssigt korrekt’ udført. Det vil sige, man må ikke kunne se mærkbar forskel på, om det er dig eller f.eks. en professionel maler, der har udført arbejdet.
 

Hvad er råderet og installationsret?

Installationsret

Råderet - inde i boligen

Råderet - uden for boligen

Ansøgning om tilladelse til ændringer

 

Råderet og installationsret

I lejeboliger kaldes forbedringer eller forandringer af din bolig for "råderet" og installationer for "installationsret".

Forbedringer eller forandringer af din bolig ("råderet"), kan opdeles i inde i din bolig og udenfor din bolig. Inde i din bolig aftales din forbedring eller forandring med SØB, hvorimod det er beboerne i din boligafdeling, der beslutter, hvilke forbedringer eller forandringer, det skal være tilladt at udføre udenfor boligen.

Husk at du altid skriftligt skal ansøge om, og skriftligt skal modtage tilladelse til, at udføre både forbedringer, forandringer og installationer inden påbegyndt arbejde – se mere under afsnittet ”Blanketter”.

Læg desuden mærke til, at det i enkelte tilfælde kræver en autoriseret håndværker f.eks. i forbindelse med vand- og el-installationer.

 

Installationsret

Som beboer har du installationsret. Installationer kan eksempelvis være opvaskemaskine, vaskemaskine eller tørretumbler. Som ved råderet gør det sig gældende, at du selv indkøber, rekvirerer et autoriseret vvs- eller el-installationsfirma, samt selv finansierer udgiften. Husk at du altid skal søge om tilladelse til at udføre installationen hos SØB, inden påbegyndt arbejde – se mere under afsnittet Beboere - "blanketter.

 

 

Forbedringer/forandringer – inde i din bolig

Råderet inde i din bolig består af enten forbedring af din bolig eller forandring af din bolig. For begge arbejder gør det sig gældende, at du selv rekvirerer håndværkere m.v. og selv finansierer udgiften.

Forbedringsarbejder forøger boligens værdi og giver ret til eventuel godtgørelse (hvis der er udarbejdet en godtgørelsesberegning på dine udgifter), når du vælger at fraflytte boligen. Den udførte forbedring af din bolig vedligeholdes og fornyes fremover af din boligafdeling.

Forandringsarbejder forøger ikke boligens værdi og giver derfor ikke ret til eventuel godtgørelse, når du vælger at fraflytte. 

Husk at du altid skal søge om tilladelse til at udføre både forbedringer og forandringer hos SØB, inden påbegyndt arbejde – se mere under afsnittet Beboere - "blanketter ”.

 

Forbedringer – udenfor din bolig

På et afdelingsmøde kan lejerne beslutte, at der kan gennemføres forbedrings- og forandringsarbejder uden for selve boligen. Her tænkes på arbejder som fx opførelse af en udestue, et drivhus, en garage eller et nyt indgangsparti – arbejder som vil være til gavn for den enkelte lejer og ikke nødvendigvis for alle andre i afdelingen. Der er udarbejdet en skrivelse for hver afdeling over tilladte arbejder – kaldet Råderet. Det er kun de tilladte arbejder, som afdelingsmødet har besluttet, der fremgår af skrivelsen. Har afdelingsmødet ikke besluttet hvilke arbejder, det er tilladt at udføre uden for boligen, kan den enkelte lejer indgå en aftale med boligorganisationen om dette. For ovenstående gælder også, at der skal søges om tilladelse til udførelse af ændringen ved boligorganisationen inden opstart. 

Du kan se den gældende råderet for vores afdelinger i punktet `Afdelinger - "dokumenter".
 

Ansøgning om tilladelse

Uanset om du ønsker at forbedre din bolig, forandre din bolig eller ønsker at gøre brug af installationsretten, skal du altid søge skriftligt om tilladelse til at udføre arbejdet hos SØB inden arbejdet påbegyndes. Vi sender dig et skriftligt svar på din ansøgning, og drejer det sig om forbedring af din bolig, vil du modtage en opgørelse over, hvad forbedringsudgiften udgør samt over hvilken periode denne afskrives.

 

Fik du svar på dine spørgsmål? Ellers kontakt os på tlf.: 47 17 04 98 eller send en mail til: sob@kab-bolig.dk.